Grundsyn


Grundsynet for den psykoterapeutiske uddannelse ved Psykoterapeutisk Institut Århus er relationsorienteret. Vores personligheds- og udviklings-psykologiske optik er psykodynamisk, vores værdigrundlag humanistisk eksistentielt og vores terapeutiske tilgang oplevelsesorienteret og gestaltterapeutisk - med vægt på psykologi og psykoterapi i en familieterapeutisk ramme.

Vi ser det enkelte menneskes oplevelsesverden, følelsesliv - og potentielle besværligheder knyttet hertil - som grader af normaludvikling og psykisk sundhed, ikke som grader af patologi og fejludvikling. Vi ser på vækst og udviklingspotentialet, i højere grad end på mangler.

Vi interesserer os for årsager og grunde til at mennesker ikke trives, da man må se på et fænomens oprindelse og udvikling, hvis man vil forstå fænomenets natur. At kigge bagud skaber forståelse.

At kigge frem skaber udvikling. Vi spørger derfor - hvordan vi som mennesker bedre kan realisere os selv i bestræbelse på at skabe en god og meningsfyldt tilværelse for os selv i relation til andre, herunder specielt de nære relationer som er vores oprindelsesfamilie, kærester/ægtefæller, børn og venner.

Alle mennesker har et udviklingspotentiale og muligheden for at realisere dette potentiale er noget meget grundliggende i det enkelte menneskes liv. Inden for almenpsykologien (personligheds- og udviklingspsykologi, socialpsykologi og kognitiv psykologi) er det alment accepteret, at vi internaliserer (tager ind og gør til vores eget) det sociale system vi opvokser i.

Denne internalisering danner grundlag for den måde og det psykiske modenhedsniveau vi fungerer på, samt hvilke psykiske udvekslinger (give vs. tage, nærhed vs. afstand) der er tilgængelige for os (og hvilke der ikke er!) i samvær med andre.

Det er ikke alle der nyder den luksus, at have tilstrækkelig selvindsigt til at vide hvorfor de oplever, føler og reagerer som de gør. Først når vi ved hvad vi består af og hvorfor vi handler som vi gør, først da har vi opnået autonomi og egentlige personlige frihed. En frihed som er tæt knyttet til ansvaret for at leve et meningsfyldt og ”godt nok” liv. Ansvar for os selv og medansvar for de mennesker vi indgår i relation til, samt de sammenhænge vi er i kontakt med/en del af - og dermed har indflydelse på.

Forudsætningen for at kunne navigere tilpas godt til at kunne leve et ansvars- og meningsfyldt liv, til glæde for os selv og vores omgivelser, grundlægges i høj grad i barndommen. Det er her vi modnes, og skaber grundlaget for selvstændig at kunne agere i verden, det er her vores værktøjskasse fyldes via samvær med primær omsorgsgiver, familie, venner og uddannelse.


Terapi som hjælp
Nogle gange kommer vi ud for situationer, hvor vi ikke kan finde vej. Andre gange oplever vi, at bestemte situationer generelt er kilde til frustration, sorg og smerte. Sidst men ikke mindst kan vi komme så meget ud af kurs, at vi lever et så problematisk og symptomskabende liv, at vores følelsesmæssige grundstemning midlertidigt er reduceret til et diffust ubehag.

Ovenstående skyldes ofte, at der er noget vi ikke kan finde ud af, fordi vi ikke har fået ”det” som vi skal se, forstå eller mærke med tidligere i vores liv. Eller at vi har været udsat for en belastende oplevelser, der har slået os ud af kurs, og gjort os ude af stand til fungere, således vores psykiske bevægelsesmuligheder er begrænset. På samme måde som hvis vi har forstuvet en skulder, brækket en arm, eller ”bare har ondt i ryggen” efter mange ”skæve løft”.

Terapi betyder at behandle. Fysiske smerter i eksempelvis ryggen behandles med fysio-terapi. Hvis vores psyke giver anledning til problemer og smerte, da kan psyko-terapi være en hjælp. En hjælp til smertelindring og bedring, gennem at forstå, mærke og ændre den aktuelle situation.

En hjælp, der alt afhængig af problematikken, kan være rummende, støttende, konfronterende – eller at tilegne sig og lære at mestre nye måder at være sammen med sig selv og andre på. Vækst og forandring er centralt i terapi.

Terapeuten kan i svære livsperioder være en omsorgsfuld støtte og guide, men det bliver aldrig terapeutens ambitioner eller projekter med klienten, som er gældende i det terapeutiske rum. Hovedpersonen er klienten i sin søgen efter et bedre og mere meningsfyldt liv, terapeuten er guiden.


Krav til en (god) psykoterapeut og psykoterapeutisk uddannelse
En psykoterapeut skal i højere grad støtte et potentiale end diagnosticere klienten. Der er som regel ikke noget, der skal "fjernes" fra klientens personlighed, men ubehag der skal rummes, og potentialer der skal støttes og udvikles.

Oplevelsesorienteret psykodynamisk terapi er - gennem samvær og samtale med terapeuten - at lære mennesker at mestre og trives bedre i de aktuelle relationer de indgår i. Dette ved et terapeutisk arbejde der både har fokus på måden klienten er samen med sine omgivelser på her-og-nu, men også måden klient og terapeut indgår i relation på.

Der lægges vægt på at opnå et autentisk møde mellem klient og terapeut. En arbejdsform der også stiller krav til terapeuten. Krav der rækker ud over en teoretisk viden om psykologi og som også fordrer psykisk modenhed hos terapeuten, samt at den psykologiske viden er integreret i terapeutens personlighed.

Det der udspiller sig i psykoterapeutisk relation skal være til klientens bedste. Der lægges vægt på, at terapeuten er til stede på en selvinvolverende, medmenneskelig, respektfuld, vederheftig og omsorgsfuld måde.

På uddannelsen til psykoterapeut prioriterer vi derfor, at den studerende – ud en over relevant teoretisk indlæring og forståelse - arbejder med sit eget liv og personlighed. Herunder udvikling af sine evner til forstå og indleve sig i andre, samt udvikling af sin kapacitet til nærvær og medmenneskelighed i mødet med andre.


Teoretiske grundlag og perspektiver på den psykoterapeutiske uddannelse
Den psykoterapeutisk uddanelses psykologisk og terapeutiske tilgang hviler på tre teoretiske søjler. Oplevelses- og familie- orienteret psykoterapi, eksistentiel psykologi og gestalt-psykologi og -terapi.

Den oplevelsesorienterede tilgang er humanistisk og fænomenologisk (fremtrædelsesformer - jeg oplever), der kendetegnes ved at være procesorienteret, terapeuten er nærværende og personlig, med mere fokus på her-og-nu end fortid-fremtid.

I forlængelse af/eller som en undergruppe til den oplevelsesorienterede tilgang, finder vi Walter Kemplers famileterapi. Her er fokus på samspil, personlige dialoger, konflikten mellem integritet (personlige grænser) og samarbejde, symptomer som udtryk for usundt samspil, børn som symptombærere, samt en psykoterapeut i øjenhøjde. Altså en ligeværdig relation, på trods af den asymmetri der ligger indlejret i, at terapeuten er mervidende i forhold til klienten og hjælper klienten mod betaling.

Den eksistentielle tilgang (bl.a Yalom) har fokus på fire eksistentielle grundvilkår, som gælder for alle mennesker. Disse fire grundvilkår er ensomheden, meningsløsheden, friheden (og hermed ansvaret for, at livet leves på en måde der ikke er meningsløs) og sidst men ikke mindst døden. Der skelnes mellem human being og human doing. Der lægges vægt på nærvær, anerkendende relationer og autencitet, frem for "teknikker og metoder".

Gestaltpsykologien er i udgangspunktet en perceptionspsykologi, der beskæftiger sig med lovmæssigheder for, hvorledes vi sanser og opfatter. Et populært eksempel herpå er figuren med de to ansigter, som samtidig er en vase. Det der er i spil her (og alle øvrige sammenhænge) er, at det vi sanser og oplever (ser, hører, mærker og tænker) afhænger af, hvilken kontekst vi sanser og oplever i. Både baggrund og enkeltdele er medbestemmende for helheden (figuren). Den psykoterapeutiske tilgang baseret på gestaltpsykologien er individ-orienteret i modsætning til den familieterapeutiske tilgang. Der er fokus på integration af personlighedens enkeltdele til en sammenhængende og meningsgivende helhed. Dette sker eksempelvis gennem arbejde med "den tomme stol", der blot er en metafor for, at indtage andres perspektiv på én selv, en given sag eller fænomen. Dette er også centralt i andre terapeutiske tilgange, men blot ekspliciteret i gestaltterapien.

Disse tre terapeutiske tilgange på den 4-årige psykoterapeutisk uddannelse lader vi tage afsæt i en udvikling- og personligheds-psykologi der er psykodynamisk orienteret, som kort og godt betyder, at vores personlighed - og dennes udvikling eller mangel på samme - i høj grad er præget og afhængigt af det tidlige omsorgsmiljø der var tilgængeligt/utilgængeligt for os.

Som nævnt tidligere i denne tekst om den terapeutiske uddannelses grundsyn, så er det inden for almenpsykologien (personligheds- og udviklingspsykologi, socialpsykologi og kognitiv psykologi) alment accepteret, at vi internaliserer (tager ind og gør til vores eget) det social system vi opvokser i. Denne internalisering danner grundlag for den måde og det psykiske modenhedsniveau vi fungerer på, samt hvilke psykiske udvekslinger (give vs. tage, nærhed vs. afstand) der er tilgængelige for os (og hvilke der ikke er!) i samvær med andre.

De tidlige oplevelser og eraringer bliver altså i overvejende grad bestemmende for, hvilke psykiske udvekslinger der i voksenlivet vil være tilgængelige for os - og dermed bestemmende for, hvilke miljøer og relationer der vil være tilgængelige for os. Nogle miljøer og relationer er mere frugtbare end andre - mens andre er symptomskabende. Alle taler det sprog og den dialekt de lærte som børn - fordi det er det sprog der er tilgængeligt for dem, hvis ikke de sidenhen har lært andet - eksempelvis gennem nære relationer som parforhold eller uddannelse og terapi.

Det er vigtig at skelne mellem, at have en viden om - og at være i stand til at gøre i samspil med andre og sig selv. De fleste ved godt, at noget er mere hensigstmæssigt end andet - de er bare ikke i stand til at gøre dette. En terapeutisk uddannelse er indlæring af viden - og en fag-personlig integration af denne viden, så terapeuten kan omsætte denne i forhold til sig selv og sine nære relationer og omgivelser - samt sine klienter.