Ifølge centrale teoretikeres perspektiv på psykoterapeutisk virksomhed og virksomme elementer i psykoterapi, indtager terapeutens personlige egenskaber en central plads i den omsorgsfunktion og det psykiske modningsarbejde som psykoterapi er (Holmes, 2003; Mikulincer & Shaver, 2007). Kvaliteten af relationen og arbejdsalliancen mellem terapeut og klient fremhæves som både forudsætning, det primære arbejdspunkt og forandringens køretøj (Bordin, 1979; Samtag, Muran og Safran, 2002).
De personlige egenskaber fungerer som grundlaget for terapeutens empatiske beredskab, omsorgsduelighed og relationsevne (Tansey & Burk, 1989). Og er dermed grundlaget for væsentlige dele af terapeutens fagpersonlige forudsætninger for at hjælpe klienten hen imod en mere integreret og autonom måde at fungere på, med fokus på objektrelationstilstande og tilknytningsmønstre, refleksiv funktion og overføringer (Bowlby, 1988; Slade 2008; Wallin, 2007).
Personlighedsmæssige forudsætninger, som terapeuten ikke kan vælge til eller fralægge sig i et forsøg på at indtage en neutral position i forhold til klienten i det terapeutiske arbejde (Holmes, 2003; Hougaard, 2004; Langridge, 2007; Pervin, 1996). Et terapeutisk arbejde der har fællestræk med personlighedsmodningen i ontogenesen (Holmes, 2003; Mikulincer & Shaver, 2007). Fællestræk hvis indre logik understøtter påstanden om, at terapeuten som omsorgsperson og følelsesmæssig sikker base ikke kan være neutral i arbejdet med klientens tilknytning (Levy et. al, 2011).
Der tegner sig konturer af at centrale og afgørende virksomme elementer i psykoterapeutisk virksomhed, er graden af modenhed af terapeutens egen psykiske struktur, grænser og bevidste som ubevidste psykiske funktionsniveau, herunder brug af forsvarsmekanismer. At terapeuten er i stand til at kunne etablere en bæredygtig relation/terapeutisk alliance, kommunikation og affektiv regulering af sig selv og klienten, som funktion af egne objektrelationer, tilknytningsstil, empatiske beredskab, samt implicit som eksplicit mentaliseringsevne (Bateman og Fonagy, 2007; Gabbard og Wilkinson, 1996; Gullestad og Killingmo, 2002). Herunder at terapeuten selv fungerer integreret og i passende omfang tør anvende eks. selvafsløring, samt at se kritisk på egne forcer og begrænsninger forbundet til sin egen opvæksthistorie og sårbarheder (Eagle, 2011a; Wallin, 2007).
Vi ser et sammenfald mellem omsorgens betydning i børns tidlige udvikling og psykodynamisk terapi. At udviklingen hos barnet/klienten er afhængig af omsorgsgivers relations- og kommunikationsevne. Og at sikkerhed i relationen, affektiv regulering og afstemthed er afsættet for relationsarbejdet og bibringelse af indsigt (Bordin, 1979; Holmes, 2003; Mikulincer & Shaver, 2007; Orlensky og Haward, 1986; Sørensen, 2006). Terapeutens objektrelationer, tilknytningsstil og mentaliseringsevne bliver altså afsættet for at arbejde terapeutisk med klientens objektrelationer, tilknytningsstil og mentaliseringsevne.